Utraditionelt vildt – Fasan i hverdagskøkkenet!

Vildtkød(heriblandt fasan) er efterhånden blevet hvermands eje og prisniveauet nærmer sig det rimelige i forhold til kvaliteten. Det betyder, at danskerne efterhånden burde have taget det “vilde” kød til sig, som en del af hverdagskøkkenet, men sådan er virkeligheden langt fra! Mange servere stadig vildt på samme traditionelle måde som altid, med tyttebær, kartofler og sauce. Det er der selvfølgelig intet galt i, men skal vi inkorporere det sunde magre vildt kød i kosten, er vi nød til at tænke alternativt og nyt! For at hjælpe det lidt på vej har vi, til en start, samlet lidt utraditionel inspiration til hvordan du bruger fasankød…
Fasan er efterhånden lettilgængeligt og kan fås i velassorterede supermarkeder eller bestilles hos vildthandlere eller private jægere. Ofte ligger stykprisen på omkring 45 kr, hvilket er en god pris for så magert og smagfuldt kød.
Fasankød kræver dog en lille smule træning at tilberede, derfor er den sikreste løsning, at vælge den hakkede udgave. Det er ikke altid muligt at få fingrene i det i supermarkedet, men i så fald kan du selv hakke bryst/lår, tilsæt blot et par skiver bacon, så bliver farsen ikke for tør.
Der er uanede muligheder, når det kommer til tilberedningen. Kødet har sin egen specielle smag og tilføre derfor de almindelig hverdagsretter et anderledes præg. Af denne grund kan du snildt bruge fasan i stedet kylling i fx. kylling-karry eller wok. Det er dog vigtigt altid, at holde et ekstra øje på fasankød, da det hurtigere steges tørt og kedeligt.
Generelt kan du bruge de 4 gode veje til smagfuldt kød:
- Salt kødet min. 1 time før tilberedning, ( brug kun den mængde du ellers ville bruge, ellers skal kødet skylles for at undgå en for salt smag) Beregn ca. 1 tsk salt pr. 200g kød.
- Skal du lave wok, så vend kødet i maizena/majsstivelse inden stegning. Det giver ingen smag, men holder saften indeni kødet.
- Sørg for at bruge en meget varm pande. På denne måde får du den bedste stegeoverflade og derved den bedste smag. Bruger du for lav varme, koger kødet istedet og dette bidrager ikke til smagsudviklingen på samme måde.
- Brug stegetermometer! Fasan kategoriseres som fjerkræ og skal derfor gennemsteges til en centrumstemperatur på 75grader.
Inddrager du disse 4 tips i tilberedning af vildtkød, herunder fasan, går du ikke galt i byen, men for at styrke motivationen har vi alligevel samlet lidt inspiration til at komme i gang med fasan i det vilde køkken…
- Fasantærte: Lav din en portion grovtærtedej(opskrift her). Hak 6 forårsløg(groft), 1½ snackpeber, 2 fed hvidløg(fint). Steg det hele i 2 spsk. olie på en varm pande, i 2 min. Tilsæt 300g hakket fasankød, salt og peber og fortsæt stegningen indtil kødet er færdigt. Tag kødet af varmen og vend 2 spsk. hakkede soltørrede tomater i. Hæld kødet over den forbagte tærtebund. Bland 200g hytteost, 1½ tsk. timian og 3 store æg, godt sammen. Hæld æggeblandingen over kødet, ryst fadet let, så det hele blandes. Drys med lidt revet ost og bag tærten i ca. 35min ved 200grader.
- Fasan-Curry: Skær 200g fasanbryst i tern. Vend kødet i maizena. Varm 3 spsk. neutral olie på en pande eller wok. Brun kødet i olie og tag det op, når det er gyldent. Skræl imens 2 persillerødder(200g), 1 løg, 2 gulerødder, 2 fed hvidløg og skær det i tern. Steg grøntsagerne i panden efter fasanen er taget af. Skru ned for varmen og tilsæt 2 spsk. rød karrypasta, lad simre 1 min. og tilsæt så 1 lille dåse kokosmælk og 2dl vand eller kyllingefond. Tilføj ½ gul peberfrugt i tern, det brunede kød og ½ æble i tern og lad det hele simre 5-10min. Server curry’en med kogte jasminris, Ristede cashewnødder og lidt frisk hakket persille eller koriander.
- Fasansalat: Skær 150g kold tilberedt fasankød i små stykker. Skær 1 fenikkel i fine små tern, steg dem gyldne på en varm pande i olie. Lad fenikkelternene køle lidt. Bland imens 200g tyk jogurt(gerne 2-4%fedt) eller creme fraiche med 3/4 tsk. mild karry, 1 tsk. grov sennep(kan udelades), salt og peber. Fjern kernehus fra 1 æble og skær det i små tern. Bland nu kød, dressing, æbletern og ristet fenikkel. Vend det hele godt sammen og juster evt. konsistensen med en sjat vand eller mælk. Smag til med salt, peber og citronsaft. Server på groft brød, evt. med lidt ristede hasselnødder eller mandler ovenpå.
God fornøjelse!
Dette indlæg er dedikeret til Winnie & Kim, “Tak for dejligt kød og god inspiration!”
Relaterede indlæg
Posted in Mad


november 1st, 2009 at 15:49
Tak søde
Håber vi stadig får uendelig med madoplevelser af den spændende og spiselige… kategori, med dig ved man jo aldrig.
ps.: Vild kan købes meget… billigt ved “Skytter”.
knus Kim & Winnie