Foråret bringer Skyr på bordet!
Der er ikke mange andre folkefærd, som har stort et udvalg af syrnede mælkeprodukter, som danskerne har. Foråret er en af de årstider, der ligger allermest op til brugen af disse produkter. De har en friskhed og farve, som matcher de spæde forårs frugt og grønt rigtig godt. Det nordiske køkken bidrager med det bedste produkt til formålet, nemlig skyr! Tyk, cremet og mild, perfekt til forårsmad…
Jeg har altid beundret sydeuropæerne for deres lækre mælkeprodukter, tyrkerne for deres lette kefir, grækerne for deres tykke cremede yoghurt og italienerne for deres fede mascarpone. I syd Europa er produkterne mindre syrlige end de danske og det giver efter min mening flere anvendelses muligheder. Men men men Island er også på vores europæiske “mælkekort” og i disse klimatider er det tid til at slå et slag for den islandske Skyr.
Det skal lige indskydes, at skyr bestemt ikke er et nyt produkt på markedet. Vi fornemmer blot, at produktet nu er blevet så udbredt på markedet, at det er alle mands eje og nemt at få i de fleste velassorterede supermarkeder. Der er dog stadig kun én producent af det i Danmark og det er Thise mejeri. Opskriften er over 1000år gammel, så der er ikke brug for mærkelige e-numre eller andre hjælpemidler i produktionen(hvilket selvfølgelig også giver sig selv, da produktet kun forhandles i økologiske varianter).
Skyr, i den neutrale smagsvariant, en ganske sund spise. Det er fattig på fedt og særdeles rig på protein. Skyr virker meget mættede pga. de mange proteiner og et godt bud på både morgenmad, mellemmåltid eller som ingrediens i din madlavning. Foodfan har samlet lidt inspiration til skønne forårsretter med skyr
Mild urtecreme(4 pers.tilbehør): Hak 1½dl mandler fint og bland dem med 3dl skyr naturel. Skyl og hak en stor håndfuld basilikum, forårsløg eller/og ramsløg. Vend de hakkede krydderurter i skyren og smag til med salt og peber. Cremen smager rigtig godt til røget kød, fisk eller fx. lammefrikadeller.
Rabarbertrifli(mellemmåltid eller dessert til 2 pers.): Rør 4dl skyr naturel sammen med kornene fra ½ vaniljestang, 1 tsk. rørsukker. Strø 150g rabarber i små stykker med 2-3 spsk. sukker og bag dem ved 175grader til de er møre. Lad rabarberene køle helt af. Anret desserten i nogle flotte glas, ved at lægge skiftevis skyrcreme og bagte rabarber i lag. Drys med en god sprød mysli eller ristede pecannødder på toppen( Om efteråret er denne dessert perfekt med brombær i stedet for rabarber).
Melonsalsa(4 pers.tilbehør): Skær ½ honningmelon i små tern og læg dem i en sigte. Drys 1 tsk salt over og lad melonen dryppe af i 15-30 min. Vask og hak imens en lille håndfuld friske ramsløg. Rør 2 dl skyr naturel med de hakkede ramsløg og vend melonen i. Smag det hele til med salt og peber. Server til fx. grillet fisk eller stegt kylling.
Ærtepure: Blend 2½ dl optøede grønne ærter med 1 dl skyr, 2 tsk. citronsaft, ½ fed hvidløg, 1 knivspids sellerifrø(kan udelades). Konsistensen kan justeres med mælk, hvis den er for tyk. Smag til med salt og peber. Pureen er rigtig god som tilbehør til røget ørred eller dampet fisk, drys da med sprødstegt bacon og server med rustikt brød.
God appetit!
Relaterede indlæg
Posted in Mad




